Nederlag i intens topkamp
FOTO: Hailey Haagh
Hundested døende ned støvlerne på
Albertslund 8 - 4 Hundested ( 2 - 0 )
Der var dømt intenst topbrag i Futsal Ligaen fredag aften, da Hundested gæstede Albertslund, da holdene var placeret hhv 2 og 3 inden kampen.
De to hold gav sidste sæson hinanden nogle mindeværdige opgør i kvartfinalerne, men Hundested havde stadig sin første sejr over hjemmeholdet til gode. Det ville man gerne prøve at lave om på denne gang, selvom Albertslund er et svært sted for alle at spille.
Og svært blev det. Første halvleg var hele vejen igennem en intens affære, og med hjemmeholdet i den dominerende rolle. Med stor fysik og stærk teknik, blev Hundested gennem hele halvlegen presset godt over hele banen.
En enkelt hail Mary på overliggeren og 2-3 andre gode forsøg blev det dog til, men det var Albertslund, der gik til pause med en 2-0 føring.
Først var det Adem Kücükkartal der bragte hjemmeholdet foran 1-0. I en situation, hvor HI’s defensiv så noget ubeslutsom ud, fik Kücükkartal sat en stiv tå på en bold, der smuttede igennem HB’s parader. Et ærgerligt mål, men fortjent nok.
Det blev også 2-0 efter 12 minutter. Abbas Mushtak fik efter en hård nærkamp bolden med sig, og efter i fri dressur at have drønet op ad sidelinjen, sparkede han bolden ind ved nærmeste stolpe. Det var fra en spids vinkel, og på HB’s bedste dage, var den aldrig gået ind.
Halvlegsføringen var dog meget fortjent. Albertslunds dygtige spillere dominerede, og HI kom aldrig rigtigt i gang med eget spil. Det pres, hjemmeholdet lagde gennem hele halvlegen, var svært at stå imod, og det gav pote.
Højintens 2. halvleg
Var første halvleg intens, så skruede holdene yderligere op i anden halvleg.
Hundested kom ud med ny energi, og lagde et helt anderledes pres på hjemmeholdet, der omvendt begyndte at efterlade lidt mere plads på banen i deres pres.
Efter 4 minutter kom reduceringen. HB sendte en flot bold højt ned i venstre side, hvor Sebastian Skov fik skovlet den ind til Garro, der midt for mål kunne score til 1-2. Og så gik det ellers hurtigt.
Blot 3 minutter senere blev der udlignet. HB, der set udefra virkelig udvikler spillet med fødderne, sendte denne gang en flad bold ned gennem midten. Oliver Fjeldal modtag den og sendte den flot ud til venstre, hvor Jægergård skar ind i banen og bankede bolden i mål. 2-2 og kampen var åbnet helt op.
Det blev også 3-2 til Hundested minuttet efter. Et mål, der mindede lidt om hjemmeholdets første, hvor Rasmus Philipsen med en stiv tå, på lang afstand fik bolden mellem benene på keeperen. Hu-hej og vilde kaniner en kamp.
Hjemmeholdet gav sig dog ikke. Knap var bolden givet op, før end Mohammed Youssef hamrede bolden op i krogen fra venstre side. Et klassemål af en spiller, der er en fornøjelse at se spille futsal. Stærk, teknisk, godt overblik og umulig at holde helt væk i en hel kamp. Flot udligning.
Kampen bølgede herefter frem og tilbage i et højt tempo. Det bekom umiddelbart hjemmeholdet bedst, og efter 31 minutter gjorde Tim Wiese det til 4-3. Wiese opsnappede en lang bold fra Hundested, pillede den ned, vendte rundt, rundede et par blå forsvarsspillere ude af position og satte flot kuglen i kassen. Endnu et flot mål, og endnu et bevis på Albertslund-holdets store klase..
Hundested gav sig dog ikke. Efter 35 minutter tog Jægergaard et raid op af højre side, og serverede en flot aflevering fladt på midten, hvor Andreas Garro igen stod og eksekverede flot. 4-4, alt i spil.
Det blev også 5-4 til hjemmeholdet. Igen et fremragende mål. Wasim Lamlil modtog bolden i venstre side, tog et skarpt træk mod midten, og smaskede bolden op i modsatte målhjørne. Igen et af disse irriterende flotte mål, der måske kunne være afværget med en skarperemarkering, og udførelses til gengæld var sublim.
6-4 kom efter en stor opspilsfejl af udeholdet, der satsede for at få udlignet igen. Det gav Tim Wiese en friløber han sikkert omsatte i mål, efter at Hundested havde haft et par pæne chancer for at score.
Herefter gik HI i overtal, hvor HB overlod banen til Oliver Fjeldal når vi var i angreb. Det kom aldrig rigtig til at fungere for os, og gav Albertslund to lette mål til sidst, først flot sparket ind af keeper Oliver Boss og til sidst Ibrahim Badran til slutresultatet 8-4.
Overtallet kommer vi til at skulle bruge når sæsonen spidser til, så det skal øves, også i kamp. Det gør så, at en kamp som denne måske bliver tabt med et mål eller to mere end nødvendigt, men lad os håbe, at investeringen betaler sig senere.
Efter kampen var træner-teamet da også ganske fortrøstningsfulde.
“ Vi tabte desværre til et rigtig godt hold, men nederlaget blev desværre et par mål for stort, da vi gik all in til sidst og jagtede til det sidste.
Vi tager forhåbentligt en masse læring med fra dagens kamp, og kan vi ramme det her tempo og den intensitet mod de andre hold, er vi godt på vej.
Det var på trods af intensiteten en taktisk kamp, og jeg synes vi gjorde det svært for Albertslund og deres mange dygtige landsholdsspillere i store perioder af kampen.
Momentummet skiftede ofte i kampen - og vi havde bestemt også vores perioder med fornuftige chancer og et presset AIF mandskab.
Vi tager læringen med til næste kamp, og går en fed uge i møde med forberedelse til King George kommer på besøg næste lørdag.
Kæmpe tak til de medrejsende fans der endnu engang hjalp os kampen igennem. Vi håber på en kæmpe støtte endnu engang på lørdag i Hundested Hallen, hvor vi vil forsøge at gøre det til endnu en futsalfest i hallen”, puster Haagh ud, mens Granzow supplerer.
“ Vi har kæmpe ære af kampen og med 6 minutter igen står 4-4. Vi er kommet SÅ meget længere med holdet, og det er tydeligt i mange facetter af spillet. Vi skal bare blive ved med at holde samme ærgerrighed og lærevillighed, selvom der vil komme resultater som ikke går vores vej, så vil vi kun vokse både individuelt og kollektivt hen over sæsonen. Så nu handler det om en god træningsuge og bounce back i mod Esbjerg i Hallen på lørdag. Vi glæder os allerede.“
Set fra sofaen kan vi sagtens være stolte af indsatsen, og igen var det en fornøjelse at spille i en hal, med liv og lir.
Herfra skal der dog lige lyde en lille kritik af streamet på YouTube. Det virkede som om, at udeholdets jubelscener blev “censureret væk” på de ellers udmærkede optagelser fra hallen.
Vi vil gerne sammen udvikle ligaen og produktet, og så skal vi have det hele med, tak.
En anden ting er den grimme væg vi ser ind i. Det kunne være så fedt at se den “modsatte” vej med kameraet, men der er ikke meget plads modsat, så det kan være, at det ikke er muligt.
Drønærgerligt, når nu der altid er godt gang i den.